Ungdomsfodbold U-14 til U-18 Drenge & Piger
I ungdomsfodbold kan man nu så småt begynde at arbejde med fysisk træning, så længe bolden er med. Den fysiske træning skal tilrettelægges således, at den hovedsageligt foregår i spilsituationer.
I ungdomsfodbold kan man også begynde at introducere de unge for taktiske spille- og skabelonmodeller. Igen er det her vigtigt ikke at vægte den direkte taktiske træning for højt, men primært forsøge at introducere den del af træningen i spilsituationer. Fokus skal først og fremmest ligge på udviklingen af den enkelte spillers tekniske færdigheder og motoriske evner i ungdomsfodbold.
Samtidig er det vigtigt at udfordre den enkelte spiller psykisk. Hermed menes, at den enkelte spiller selv skal gives mulighed for at finde løsninger i spilsituationer - såvel til træning som i kamp. Trænere skal ikke råbe løsninger til de unge men i stedet involvere de unge. Det er vigtigt, at de unge gennem selvstændig aktiv undersøgelse får lov at nå en problemløsning.
Træneren vil i højere grad blive en aktiv sparringspartner, der udover instruktion også giver plads til diskussion. Kun på den måde fastholdes de unges interesse i fodbolden.